The End






































































































































Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn" Joh.12,36

Historia

Herodot var en af de klassiske græske historieskriver, som omhandler de persiske invasioner af Grækenland i 490 og 480 f.Kr. Herodot, der er beåndet af en ualmindelig forfatterglæde, kommer ud i lange udflugter om fortidige og samtidige kulturer som Lydien, Persien, Ægypten, Babylon og skytterne. Heridot historier er nærmest en verdenshistorie og han klades for historieskrivernes fader.

Herodot omfatter rejser som havde været utænkelig, hvis det ikke var for hans praksis med proxenos, d.v.s. hans guddommelighed i menneskeskikkelse. En proxenos er en gæsteven eller en som øver gæstfrihed, en slags kunsul, der vederlagsfrit tog sig af besøgende fra sin hjemstavn ( måske Facebook ven)?

Rollen som proxenos var ærefuld i en tid, hvor man viste tilrejsende oprigtigt gæstfrihed, da man ud fra sin tankegang ikke kunne vide sikkert, om den besøgende nu også var et menneske, eller måske en gud i menneskeskikkelse. Derfor vil Herodot for efterslægten blive husket for sin sætning, der indleder værket og som lyder: "Herodot fra Hallikarnassos som fremlægges her, hvad han har bragt frem i erfaring, for at erindringen om menneskenes bedrifter ikke skal fordunkles af tiden gang, og glansen af beundringsværdige storværk, udført dels af grækere, delvis af babaer, aldrig falmer, men især for de årsager som gjorde, at disse førte krig mod hinanden, må blive husket! Han skriver om, hvor ondskabsfulde mennesket var i fortiden, plyndringer af huse, kvinder, korstog o.m.a., som Bibelen også refererer til!!....

Ordet historie stammer fra det græske ord historia, der betyder viden. Når man studerer historie, menes der dog som ofte "menneskets historie", d.v.s. studiet af det, mennesker har lavet gennem tiden som f.eks. Herodot og her kommer vi nærmere ham, gennem Det Nye Testamente.

Historiefaget er en del af det humaniske videnområde, og er et fag, der beskæftiger sig med begreber som forståelse og fortolkning (hermeneutik). Videnskabelig sandhed inden for disse fag kan ikke måles eller vejes, men er op til den enkelte menneskes vudering, som ofte bygger på tro, håb og kærlighed, som Bibelen refere til. Inden for samfundsvidenskaben debateres det, hvorvidt sociale forhold skal forklares eller forståes. Forklaringstilgangen lægger vægt på naturvidenskabelige principper og vil for så vidt muligt opstilles kausale love for sociale fænomener.

Naturvidenskaben er samlet betegnelse for de videnskaber der har med naturen som sit gennemslagsfelt og forskningsområde. På universiteter hører fagene astronomi, biologi, økologi, fysik, geografi, geologi, kemi og datologi ind under det naturvidenskabelige fakultet. Medicin har sit helt eget fakultet (lægelige), selv om studiet af menneskekroppen kan opfattes som en (højt specialitet), underdiciplin af biologien.

Der er ofte et nært samspil mellem naturvidenskabelige erkendelser og teknologiske udvikling. Naturvidenskablig tænkevirksomhed er antagelig lige så gammel som menneskehedens oprindelse, helt tilbage til Adam (menneske) og Eva. Gud tilgiver, paven tilgiver, men naturen tilgiver ikke? Den er i modstrid med mennesket, som er skaber af historie.

Hvad er retorik og æstetik?

Oldtidens Grækenland og filosofi

Der findes ikke nogen bog i hele verden som er så rig, fyldt og spækket med retorik og visdom, som Bibelen Det Nye og Gamle Testamente. Derfor burde det være enhver kirkegængers ret, at blive oplyst og undervist i retorik af præsten, når en trosfælde planter sin fod i kirken og sætter sig på sin plads og lytter til præsten fra talerstolen. Mange vil selvfølgelig syntes, at præsten kommer med mange udlægning af lignelser fra Det Nye Testamente. Men det vigtigste af alt er forståelsen af bibelem og det indhold præsten prædiker for mennesker, her spiller retorik en stor rolle for det indhold præsten siger og forkynder fra talerstolen? Retorik er i høj grad først og fremmest for højt veluddannet mennesker, specielt præster, lægfolk og politikere?

Retorik og Æstetik

Retorik var i oldtidens Grækenland et sprogligt udtryk for sanselig overbevisning om æstetik. Det stammer fra det 4. århunrede f.Kr. og blev brugt af de store filosoffer i Athen bl.a. Platon, Aristotles m.fl.. Senere blev det anvendt hyppigt i  dagligdagen af b.l.a. Johannes Døberen i lignelser til forstålsen af Det Ny Testamente f.eks. afsløre sandheden: Lad de døde (p.g.a. deres uvidenhed) begrave deres døde? Lad altså vor højere forståelse og erkendeevne, være logikkens genstand; eller "ÆSTETIKKEN". Det sanselige hører derfor ind under æstetikken og er knyttet til det kunstfilosofiske eller "åndens" begreb, som altså hører under logikkens sammenhæng.


Hos Immanuel Kant kommer æstetik til at betyde noget i retning af sanselære, eller læren om de sanselige betingelser  oversanslig "åbenbaring", som er knyttet til overvejelser over mulighedsbetingelse for erkendelse. I sin "kritik af den rene fornuft, bruger Kant ordet Transendental (latin; transcendere = overskride, om grundbetingelserne for, at vi overhovedet rationelt kan fatte og bestemme de transcendente genstande, dvs. dem, der befinder sig uden for enhver sanselig erfaring, hvilket er grundlaget i forståelen af Ny Testamentes retorik. Transcenental er ikke det, som går ud over den sanselige erfaring (transcedent), men enhver ren erkendelse "a priori", hvor der ikke forekommer nogen følelse.

I den europæiske tænkningshistorie er der filosoffer der har forsøgt, at opbygge altomfattende tankesystemer eller verdenssystemer. Ud fra enkle grundbegreber som de har ville forklare, hvordan verden er indrettet og hvad heraf følger for mennesket og samfundet er beskrevet. Disse begreber har de opfatet som givet med den menneskelige "fonuft" enten som medfødt eller indgivet os af Gud. Platon som er en af oldtidens største filosoffer og senere Hegel er eksempler på denne type tænkere, og de har begge haft en enorm betydning. Allerede Aristoteles kalder hukommelsen for en vokstavle: Tabula rasa (latin; renset skrivetavle) eller Metafor for menneskets sjæl, som endnu ikke har modtaget nogen indtryk f.eks. forståelse. John Loock og sensualismen sammenligner sjælen med et hvidt blad, som erfaringen først skriver på.

Hvorfor så en række andre filosoffer, der tager sig af det modsatte udgangspunkt? Nemlig fordi der ikke findes begreber eller ideer, som på forhånd er medfødte , men at al menneskelig viden er givet os af erfaring. En af de første og største, der har hævdet dette i moderne tid, er englænderen John Locke, som opfater ethvert menneskes bevidsthed som en tom tavle (tubula rasa), der først får et indhold gennem sansefornemmelse. Erfaringslæren - empirisme er den opfattelse, at erkendelsen udelukkende er grundet på erfaring. Skarpest udformet hos de engelske filosoffer er John Loocke og D. Hume. Alt i bevidstheden, selv abstrakte begreber som kraft og uendelihed, er blevet til ved sammensætning af de aftryk, sansning sætter i bevidstheden. Ingen ideer er medfødte siger han. Dog indrømmer Loocke at bvidstheden kan huske, overveje, skelne i og sammenligne og derfor aktiv ved erfaring. Loocke opfatter bevidstheden som en tom tavle (tabula rasa), der først får indhold gennem sansefornemmelserne. I filosofien brugt om sjælstilstanden, inden den gennem sanserne (lugt, smag, følelse, hørelse, syn o.s.v.) har modtaget indtryk, dvs., som man har tænkt sig hos nyfødte børn.

John Loocke skelner mellem tingenes primære eller objektive egenskaber (f.eks. udstrækning, form og deres sekundære eller subjektive (f.eks; farve, smag, lugt og hørelse). Tingenes eksistens er kun sandsynlig, mens vor egen og Guds eksistens er visdom. Om Gud kan dog ikke siges mere end at han er til som skaber, og at mennesket er skabt i hans billede (deisme). Loocks hovedværk er An Essay Concering, Human Understanding (1690). I Two Treates on Goverment (1689) bekæmpede han den oplyste enevælde og i Some Trought on Educatio (1693) fremsatte han pædagoiske ider som fik stor betydning i oplysningtiden og i dag computeren!!..
Deisme er en engelsk religionsfilosofi, grundlagt af Herbert af Cherbury (1583-1648), især udbredt i oplysningstiden. Deisme benægter den kristne åbenbaringstro, men tror på Gud som verdens skaber, der ikke griber ind i den enkeltes menneskeskæbne, på en fornuftbegrundet moral og sjælens udødelighed.
John Locke var ikke blot negativ. Han forsøgte også at give en positiv begrundelse for det parlamentariske demokrati. Med det formål konstruerede han en hypotese om, at menneskene engang har levet i en "naturlig tilstand", hvor alle var lige og følelig alle var frie - for uden frihed kan der ikke tales om frihed, hvilkt ogå er tydelig begrundet i Bibelen hos Paulus. Dette samfund er statsløst, siger John Loocke. Der er ingen konger eller regeringer. De enkelte mennesker lader sig dirigre af den "naturlige" fornufts love. Men mennesker er heller ikke så gode som de burde være. Der kan ske overgreb mod den enkelt, hans familie og hans ejendom, og det har han ret til at værge sig imod. Derfor er det i almenvellets interesse at der oprettes en udøvende myndighed, en regering, som sørger for at forhindre eller straffer den slags overgreb. Men - og det er kernepunktet - denne regering kan ikke aflede sin myndighed fra Gud. Det vil jo blot give sig udtryk i vilkårlighed og på ingen måde garantere almenvellet. At overlade mgten til envældige konger (eller vores dages sprogbrug diktatorer) svarer - siger Loocke - til at mennesker beskytter sig mod lækatte og ræve, men er tilfreds med, ja ovenkøbet anser det for sikkerhed at lade sig opæde af løver.
Derfor kan en regerings ret til at reagere kun afledes af en "social kontakt" eller en "samfunds kontrakt" mellem de reagerede og dem der regeres. Tanken om en sådan kontrakt har andre haft før John Loocke, og han mener, at den historisk og faktisk er indgået eller blot anvender den som en pædagoisk konstruktion, lader vi stå hen. Det afgørende er, at han er stærkere end nogen anden har præciseret, at regeringn er bundet af denne kontrakt. Denne kontrakt garanterer "almenvellets", d.v.s. den pesonlige frihed, trossamfund, foreningsfrihed, trykkerfrihed, den private ejendomsret og at ingen må krænke privatlivets fred osv, det vi her i landet har samlet under grundlovens frihedsrettigheder.
Modparten i kontrakten (grundlovens frihedsrettighed) er folket, repræsenteret af den lovgivende magt og det er dennes fornemmeste opgave at overvåge, at kontrakten overholdes. Den lovgivende magt er derfor den overordnet den udøvende magt. Kommer det til en uløselig konflikt mellem dise to instanser, må afgørelsen henlægges til den "guddommelige retfærdighed", dvs. da har folket en "guddommelig" eller "naturlig" ret til at styrte regeringen - om nødvendigt gennem vold og oprør indtil den fratræder.

I vore dages "øren" kan dette lyde som noget særdeles banalt. Men dengang da hele Europa - borset fra England - havde enevældige fyrster, var tankegangen uhyre revolutionerende. Den fik da også en enorm indflydelse, da europæerne flygtede til Amerika. Derfor er mange i Amerika også i Europa blevet tilhænger af:

"STOP ISLAMISERING:

I den amerikanske uafhængighedserklæring af 4. juli 1776 heder det: "Vi regner disse sandheder for selvindlysende: at alle mennesker er skabt lige, at deres skaber har givet dem visse umistelige rettigheder, at blandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke, at regeringsstyre er inrettet blandt menneskene for at sikre disse rettigheder og hidleder sin sande myndighed fra de styredes samtykke, at når som helst nogen styreform virker ødelæggende for disse formål, har folket ret til at ændre eller afskaffe dem.

Forbindelsen mellem Lockes filosofiske og hans politiske standpunkter er næppe helt tilfældige. Er man af den opfattelse, at menneskets viden har sin grund i eviggyldige ideer, som er uafhængig af erfaringen, vil man naturligvis være tilbøjelig til at indtage politisk absolutte standpunkter. Mener man derimod omvendt, at al vor viden stammer fra erfaringen, må denne viden blive usikker i den forstand, at den til stadighed må afprøves på det, vi erfarer ved hjælp af vore sanser. Dette giver en tolerance overfor andres meninger og tro, som jo netop er eller burde være en af det politiske demokrati fornemeste egenskaber.

Når John Loocke var så stærkt optaget af politiske tanker må det naturligvis og selvfølgelig ses på baggrund af den tid han levede i. Det meste af hans liv faldt sammen med den forbitrede kamp mellem kongen ville reagere enevældigt (diktator) og uafhængigt af parlementet - alene den af "Guds Nåde" eller (nåde trøste dig, hvis du ikke makker ret) lige som den udpegede regent som de danske konger fra 1660-1849. Først og fremmest ville de engelske konger selv have ret til at udskrive skatter. Men samtidig var de romersk-katolske, og det store flertal af det engelske folk, både borgerskabet og adlen, var forbitrede modstander af pavekirken. I 1640èrne - altså i John Loocks barndom og første ungdom - var der åben borgerkrig, som endte med Karl I Stuarts nederlag og halshugning i 1649. Cromwell, der var parlamentets og protestastanternes - de såkaldte puritanernes - føre, overtog magten. Men efter hans død blev Karl Karl den I`s søn - Karl den II kaldt hjem. Han var en ret doven og forlystelssyg person, men samtidig forholdsvis dreven og snu og undgik derfor større konflikter med parlamentet. Hans efterfølger - den yngre broder Jakon II - var derimod både stivsindet og temmelig dum. Det sidste kunne englænderne vel nok have båret over med. Men da Jakob samtidig var glødende romersk-katolsk og en varm tilhænger, smed englænderne ham ud af landet og gennemførte hvad de selv kalder den "gloriøse revolution" i 1688. I modsætning til den franske revolution, der startede 101 år senere - i 1789 - og som bekendt endte med Napoleons diktatur, lykkedes det for englænderne. Siden 1688 har intet kunnet rokke ved den kendsgerning, at parlamentet er den endelige og dominerende magtfaktor i engelsk politik.

Efterlyst som højforræder
John Loock er derfor denne gloriøse revolutions ideolog eller filosof. Personligt havde han de bedste forudsætninger for denne opgave. Han blev født i 1632 - da kampen trak op til revolution. Hans fader var en ivrig puritaner og kæmpede på Cromwells side. John Loocke studerede ved universitetet i Oxford. Teologien og datidens filosofi fandt han forvrøvlet og kastede sig over lægevidenskaben. Det var som læge han blev knyttet til den indflydelsesrige politiker, Jarlen af Shaftesbury i 1667. Denne aristokrat var imod enevælden, gik ind for protestantismen, for borgerlig frihed, religiøs tolerance og for at parlamentet skulle være den ledende politiske magtfaktor. Da Loocke mente det samme, blev han hurtigt ikke blot læge, men også politisk rådgiver for Shaftesbury.

Kilde: Kiwi religionsforsker i græsk kulturhistotie, klimatologi og okologi siden 1976.  

Kiwi (dæknavn) fik som 50-årig stor interessere for kristendom bibelen gennem græsk kultur, som er fysikkens ophav til ionisk filosofi bl. Thales, Heralkit, Aneximenes, Aristotles, Sokrates og Jesus 72 disciple. Læste sig literatur af Plinius den yngre, som var oldgræsk politiker og forfatter til naturlæren bl.a. gennem lægeurter. Han var den kunstner, som studerede og beskæftigede sig med botanik o.m.a.. Plinius med sproglig overbevisning, argumentation og æstetik (retorik som fag). Han hentede sin viden i oldtidens Grækenland Athen fra det 4. århundrede f.Kr., hvor man begynder at diskutere overbevisningens kunst under betegnelsen fra filosoffen Platon: Retorik er det, at udtrykke sig sprogligt for at overbevise andre (retorik som aktivitet), en grundlæggende forteelse og kan iagtages i alle kulturer til alle tider.

 
Retorik Viden og Mening:

Et udgangspunkt for Platons filosofi er menneskets indsigt i sit eget væsen, det sokratiske "Kend dig selv", der både er teoretisk og praktisk perspektiv: Erkendelse og menneskelig fuldkommenhed, d.v.s. dyd (græsk arete). For at handle må man vide, hvad dyd er.

At vide (visdom) er at vide, hvad det er, og ikke, hvordan det syntes at være. Mose fra Det Gamle Testamente var fuld af visdom, han fik sin viden (visdom) fra Gud. Platon kritiserede sofisterne, som også er omtalt hos Paulus i Det nye Testamente, deres subjektivistiske opfattelser af virkeligheden.

Platon etablerede et skel mellem viden (episteme), der nødvendigvis er sand, og mening (doka), der kan være sand eller falsk. Et krav til viden er, at man sagligt kan gøre rede for den enten direkte ved beviser eller indirekte gennem at tilbagebevise modsatte opfattelser  (dialektisk, som i samtalen): Form for viden forudsætter forudgående sanseerfaring, men er underordnet fornuften (nous) intitive forståelse af det almene, som man også bruger i domspraksis.  Foreningen af episteme og nous hedder hos Aristotles sofia, for visdom og går tilbage til de ægyptiske heriglyffers forståelse.

Hos stoikerne betegner episteme slutstadiet af fornuftens beabejdning af sanseindtryk. Episteme er sikker viden:

Det er kunsten at bruge sproget til, der omfatter tre publikum klager, at kommunikere effektivt: logoer, patos og etos, samt fem kanoner i retorik: opfindelse eller opdagelse, arrangement, stil, hukommelse og levering. Sammen med gramatik og logik eller dialetik, er retorik et af de tre gamle kunst og diskus man har brugt i Det Nye Testamentes udformning. Retorik bruges af dem som har studeret diskurser af en lang ræke områder, højt uddannet taler i offentlige institutioner som retssale og forsamlinger. Undersøgelser af menneskers diskus, deres natur!!...Retorik bruges af mennesker af en lang række områder, herunder natur- og samfundsvidenskab, kunst, religion, journalistik, fiktion, historie, kartografi, og arkitektur, samt mere tradtionelle områder som politik og lovgivning. Retorik bruges ofte i public realation, lobbyisme, jura, marketing, faglig og tekniske skriftligt og i reklame øjemed og i moderne erhverv, der beskæftiger retorisk som praktiserende læger. Retorik opstod som et afgørende værktøj til at påvirke politik, særlig ved kristendommens begyndelse. Det fik afgørende betydning for udbredelsen af budskabet "den ægte kristendom", som man helt afgørende har fjernet sig fra nu i dag blandt i menigheden, kirken og paven? Oprindelig er det Ny Testamente en "lukket" bog, men gennemtrænger af retorik til forståelse af indholdet, og som kun de indviede disciple og præster forstod!!....Indholdet har kun set sin skygge af "SANDHEDEN".

Platon om retorik!!..

Platon defineret rækkevidden af retorik ifølge hans negative udtalelser fra kunstbegreb. Han kritiserede sofisterne for at bruge retorik som et middel til bedrageri i stedet for at opdage sandheden. Retorik, i Platons opfattelse er blot en form for smiger og funktioner på samme måde som madlavning, der slører den uønskværdige i usunde fødevarer ved at tilsløre med (krydderier, farve- og tilsætningsstoffer, osv.), så det smager godt. I dag kan vi sammenligne retorik med, at mennesket har fjernet sig langt fra "naturen"?

Isokrates siger: "Vi er kommet sammen og har grundlagt byer og lavet love, opfundet kunst, og generelt er der ikke en institution udtænkt af mennesker, som Mælet ikke har har hjulpet os med at oprette". Med denne erklæring hævder han, at retorik er en grundlæggende del af samfundslivet i hvert samfund, og det har været nødvendig i grundlaget for alle aspekter af samfundet.

Ved kristendommens begyndelse var retorik en vigtig del af Jesus budskab til mennesker. Den var en slagkraft uden sidestykke "Helligånden" til opnåelse af Guds retfærdighed, afskaffelse af al sygdom og elendighed her på jorden. Desværre skulle der nye boller på suppen, for at overbevise om SANDHEDEN, men vi menneker blev nærmest skrup fornærmet, når vi så det sort på hvidt i Biblen, som er et budskab til os. Mennesket vil ikke høre om retfærdighed, som blev skabt helt fra skabelsens begyndelse, derfor blev retorik til og udformet som følge af Djævlens håndlanger.. Når SANDHEDEN ikke passer ind i menneskers kram, afviser vi den og skaber ufred. SANDHEDEN står nemlig skrevet i Det nye Testamente "naturen og den jord vi lever af". Detter er SANDHEDEN om retorik!!...

Timen er kommet: Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn! Det sagde Jesus og gik bort og skjulte sig for dem.

Joh.12,36

Retorik af apostlen Paulus og Johannes Døberen.

Tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde "fredens evangelium", og tag imod "frelsens hjelm" og Åndens sværd, som er Guds ord.

Paulus til Efeserne 6,13-17

Dog var det ikke alle, der adlød (freds) evangeliet: Esajas siger jo: "Herre! hvem troede det, han hørte af os?"

Romerne 10,13-16

Hør på mig, I, som jager efter retfærdighed, som søger HERREN!

Esajas 51,1

Han har blindet deres øjne og forhærdet deres hjerte, for at de ikke skal se med øjnene og fatte med hjertet og omvende sig, så jeg kan læge dem"

Johannes 12,37-41

Det var nemlig det ord, han sendte til Israels børn, da han forkynde fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre.

Apostlernes Gerninger 10,36

Af hans slægt (David) lod Gud (Elohim), således som han havde forjættet, en frelser fremstå for Israel - det er Jesus.

Mattæus 27,46 ; Salme 22,1 ; ApG. 13,16-26 ; Hebr.5,7 ff.

Bryd ud til hope i jubel, Jerusalems tomter, The HERREN trøster sit folk, genløser Jerusalem. Han blotter sin hellige arm for al folkenes øjne, den vide jord skal skue fra vor Gud - Herren

Esajas 52,9-11 ; 53,1-5.

Og han gik ud i hele egnen omkring Jordan (johannes Døberen) og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse, som der står skrevet i bogen med profeten Esajas taler. "Der er en røst af en, som råber i ørkenen "Ban Herrens vej" gør hans stier jævne (lige); og alt kød (menneskenatur) skal se Guds frelse.

Luk. 3,3-8.21-22 ; Joh. 17,1-6  (Joh.6,37.48 ff.) ; Joh.12,23 ; 13,1 ; 1.Joh.5,20.

Kast alle jeres bekymringer på ham (Jesus), thi han har omsorg for jer alle.

 1. Pet. 5,4-9.11 ; 1. Joh.5,3-8.