Når lyset bryder frem

Rul med hjulet på musen,

så kan du læse teksten længere nede på siden?

 

Når lyset bryder frem 1. søndag i advent?

Et barn er født..........

"Alt for barnet," siger vi, for barnet er fremtiden. Vi tænker dermed på børnene omkting os. Tilbage har vi at erkende, at børnene omkring os kun er den halve side af sagen. Den anden er barnet i os selv. Hvorledes har vi handlet imod det? Deraf bestemmes vores andel i fremtiden gennem alt, som udgår fra os præget af vort væsen, - tanker, ord, gerninger og også børnene eller børnebørnene? Dereaf bestemmes, om alt dette kun skal reproduceres i stedet for at nyskabes, d.v.s., som fremtiden trods alle ydre forandringer kun bliver de urgamle væsenkræfter i stadig nye forklædninger og i stadig forstærket gengivelser.

Barnet er blevet Julens, Fredsbudskabets og Verdensforløsningens Symbol. Men barnet er mere end et symbol. Det er livets inderste hemmelighed, som står skrevet i Bibelen. Og der, hvor vi blandt børnene omkring os, møder de stærkeste og skønneste udtryg for det sandt barnlige sind, begynder vi at ane, hvad det vil sige. Et sådant barn stråler. Der udgår fra dets kraft så helt forskellig fra alt, hvad vi ellers forstår ved kraft, - en magt, som kan gøre den stærkeste svag -og den svageste stærk, og som fylder os med en ubeskrivelig glæde, at livet dog kan skinne så rigt som aldrig før. Men der kan også blande sig vemodigt deri, - som noget dyrebart, vi har mistet, - måske før vi nogensinde fik lært det at kende.

Men det, vi mistede, kan vindes igen. Og selv på sin højde, er det, vi møder blandt børnene omkring os, kun en afglans i korte, spredte glimt af det, som det evige barn i os og i menneskeheden vil bringe, når det engang træder ind i vor liv og opfylder det med sit væsen.

Den forlængede livshistorie begynder her:

"Uden at I bliver børn igen og født påny", altså ikke barnedåb - sådan lyder Bibelens budskab, som er betingelse for at komme ind i det nye liv, fuld af nåde og tro? Og det er vel nok snart det sværeste krav, et menneske kan blive stillet overfor. Det moderne menneske er jo så spækket med livsfjendtlige vaner, instinkter, og forudfattede meninger, dogmer, trosretninger, kundskabsophobninger, at det næsten er ude af stand til at fatte, hvad "livet er", og hvordan vi som mennesker skal leve det for stadig mere at erfare dets rigdom og fylde.

Derfor må vi blive børn igen, som apostlen Peter udtaler: 

- og som nyfødte børn hige efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse, så sandt I har smagt Logos, at Herren er god.

1. Pet.2,2 ; Hebr. 5,14-16.

Derfor må vi blive børn igen. Men det vil ikke sige, at vi skal tilbage til den gamle barnetilstand. Vi skal sigte fremad til en helt ny, so vel indbefatter det strålende (lys) umiddeelbart, rene og friske af legeme som al sind og tanke, som kendetegner barnet, men som samtidig ejer noget langt mere, - noget, som ikke var i den barnetilstand, vi kom fra og heller ikke som bar.? Der er en forskel på barne-mennesket, d.v.s. på den, der er barn, før han har været menneske, og på menneske-barnet, d.v.s. den, der bliver barn efter at have været menneske, - dette Ord her taget i betydningen vokse. Det er den samme forskel, der var på den fortabte Søn omtalt i Bibelen, da han drog bort fra Faderhjemmet og da han vendte tilbage. Han var ikke mere den samme. Der var sket noget med ham i lutringens og prøvelsernes Ild.

Barne-mennesket lever helt ubevidst sin borndoms "Kongerige" ud, - som den fortabte Søn født af sin arv. Ubevidst lader det sin barnlighed kvæle af de fremvældende kræfter, der fylder dets væsen og fører det ind i de voksnes verden til kampe, sorgerne og bekymringerne.

Den nye barnetilstand må erobres ved en bevidst indsats. I den ligger virkeliggørelsen af alle fejltrin, forjættelser om den nye Jord og den nye Himmel med fred. Den vil bringes den universelle sommer over menneskelivet og fuldendelsen af de evige hensigt med, at vi blev mennesker.

Hvor er vel den, som ikke i Solhvervets og Julens Time på een eller anden måde mærker barnet i det indre røre på sig? - Lad os række det hånd - for ikke mere at slippe, selv om vejen ud i den nye dag går gennem den svære kamp med fortids-uhyrerne og jætterne - i os selv.

Nu mødes vi i nat fra syd og nord og vandrer sammen imod Østens Stjerne = igennem mørket mod det fjerne...fjerne... Og synger barnets sang...fordi vi tror: Et barn er født i Betlehem.

Tror vi på julens budskab?

 Længe forud bereder vi os til at fejre jul. Men hvor mang af os tror egentlig på julebudskabet? Hvor mange tror på hjertets fulde overbevisning, at nu skal dette blive virkelighed? Vi ved jo godt, at det, der forkyndes og synges om, aldrig er blevet til andet end smukke ord og stemninger, der ligesom vejres bort i luften uden at sætte sig videre spor i hverdagen efter. Julen er mere og mere blevet et lille lykkeland af illusioner, som vi ved hjælp af god mad, gaver og glimmer forsøger at skabe både for os selv og andre i årets mørke tid. Men når den sidste tone af jul og nytår er døet hen, slår virkeligheden sammen om os påny. Udviklingen ruller videre i samme bane som før, uden virkelig at forstå julebudskabet?

"Søg ikke ude, vend tilbage ind i dig selv for i dit indre menneske bor sandheden".

Kirkefader Augustin (354-430 e.Kr.) 

Ved I ikke at" - - - ?

Kilde: G.I.N. religionsforsker i kulturhistorie, klimatolog, økolog og vegetar siden 1976

På opfordring lader jeg denne artikel i NY TID & VI fra 1955 genoptrykke: 

Historien er er skrevet af tidligere afdøde redaktør af NY TID & VI naturhelbreder Stefan Vøldan, som fra sin konfirmation14 år gammel på grund af en alvorlig ulykke blev lam, men fik sin førlighed igen som 19 årig. Han smed krykkerne, satte rulestolen i garagen og kunne bevæge sig og gå uden krykker?

Redaktør Stefan Vøldan skriver:

Fra de ældste tider og de mest primitive udviklingstrin har der i menneske rørt sig forestillinger om Gud. Og menneskene har bygget templer, kirker, rigssale m.m. for dèr at søge og tilbede det guddommelige. Efter som udviklingen skred frem, blev det til vældige bygningsværker, katedraler, himmelstræbende templer, præster og domer overlæsset med glimmer og pagt - til Guds ære og forherligelse. Og så får vi her at vide i Bibelen Det Ny Testamente, at det slet ikke er sådanne templer, Gud skal søges og æres, for dèr er han ikke. Dette bekræftes yderligere her:

Apostlernes Gerninger 17,24:

"Gud, som har gjort verden og alle ting i den. Han, som er Himlens og jordens Herre, bor ikke i templer gjorte med hænder".

Det er i os selv, Han er at finde. I vort legeme skal han æres og tilbedes, for legemet er hans sande tempel. Men da Fader, Søn og Helligånden er den kristne tre-enighed, kan dette jo kun betyde, at også Kristus er i os, at Gud er i os. I Paulus brevet til kolossenserne siges da også, at det er Kristus i os, som er forløsningens hemmelighed. 

I Korienterbrevet. 3,16 finder vi også ordet i den tredje variation:

"Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i eder?" Dersom nogen fordærver Guds tempel, skal Gud fordærve ham, thi Guds tempel er helligt, og det er I jo."

Det er i os selv, Han er at finde. I vort legeme skal han æres og tilbedes, for legemet er hans sande tempel. Derfor må legemet ikke fordærves, thi da vil mennesket selv af Guds lov blive slået med fordærvelse.

Hvad vil det sige at fordærve Guds tempel? Det vil sige at vanrøgte det, at lade det gå i forfald, forgifte legemet, forrådnelse og forgrove det med usund kost, at afsvække det i dets naturlige modstandsevne og livskraft, så det angribes af sygdoms- og opløsningsprocesser, som f.eks. liggifte, kødkost o.s.v.. Sygdom er Guds lovs - naturlovens - tale: Du er på fejl vej, du ernærer dig forkert, du bygger med dårlig brændstof, materiale og kostelementer, uundværdlige stoffer mangler hermed, ubrugelige ting kommer til anvendelse og virker belastene, forkaldende, forgiftende. Indre urenhed, forrådnelse og stank bliver følgen heraf, Det er den ene side af sagen, den anden er den medicinske behandling og forgiftning af legemet?

Kødkostens ulemper

Af Stefan Vøldan NY TID & VI 1955

Kødkost er død føde, og alt, hvad der er dødt, er hjemfaldent til opløsning. I enhver organisme, som livet har forladt, det være sig plante, dyr eller menneske, påbegyndes med usvigelig sikkerhed de kemiske processer, vi kalder opløsning og forrådnelse. Det er nedbrydende bakterieliv, som begynder at arbejde for at føre stofferne tilbage til det jordmineralske stadium. Derfor gærer og rådner vor dødkogte føde så let.

En kogt gulerod rådner i løbet af få dage, - en rå kan holde sig hele vinteren og ved forårstid skyde friske skud. Sælsomme kræfter strømmer i det levende, som vi snyder os selv for ved at vælge døden i stedet for livet.

Men selv om alt det døde er på vej mod opløsningen, som Bibelen fortæller, foregår denne ikke ens; ikke alt er lige skadeligt. Kød og fisk er det værste. Den amerikanske videnskabsmand, professor McCollum, siger derom i 1950èrne: "Jeg er overbevist om, at den, der spiser den gennemsnitlige kødmængde, som vi her fortærer, kun vil have fordel af ganske at opgive dette fødemiddel. Kød forøger i høj grad forrådnelse af tarmindholdet. Der er ikke noget andet nærings- og fødemiddel, der i den grad fremkalder tarmforrådnelse og skadelige dekompositionsprodukter.

Og når vi hører følgende, kan det ikke undre, at det er således. Den verdenskendte amerikanske professor, John Kellogg, ham med morgenmadsprodukterne helt tilbage fra 1950èr, som selv er vegetarisk, og som har grundlagt det store vegetariske adventist sanatorium Battle Creek i U.S.A., har påvist, at oksekød indeholder ikke mindre en 75 millioner forrådnelsesbakterier pr. gram, - flæsk fra grise 96 millioner forrådnelsesbakterier pr. gram, og fisk 120 millioner pr. gram, medens almindelig staldgødning kun indeholder ca. 15 millioner pr. gram.

Et eksempel: Lad et æble ligge og rådne i en stue. Det vil ske næsten uden lugt og uden at mennesket bliver generet af det. Men lad et stykke kød eller fisk ligge og rådne, og det vil udsende en sådan stank, at man ikke kan være i stuen.

Det er nettop sådanne processer og sådan stank, vi får til at udvikle sig i vort legeme, især tyktarmen, når vi ernærer os forkert med disse fødemidler. De ødelæggende følger deraf både for legeme og sjæl er uoverskuelige..

Rovdyrerne! siger man så? Og man siger det, fordi man gerne vil finde et forsvar for den kære kødkost med flæskesteg, oksekød, kylling og fisk. Det er rigtigt, at rovdyret kan leve og udfolde stor kraft på sin kødkost. - Men mennesket skal ikke være noget rovdyr. Det fremgår allerede deraf, at de kødædende dyr fra naturens side er forsynet med særlige fysiologiske og anatomiske beskyttelsesmidler mod forrådnelsesgifterne og bakterierne fra den dyriske føde som rovdyr. Det er mennesket ikke og det er grundlaget fra Bibelen, at mennesket fra begyndelsen var vegetarisk indrettet, hvilket går ind under betegnelsen arvesynd? Rovdyrets fordøjelseskanal er meget kort for at muliggøre hurtig fordøjelse og hurtig udskilning. Menneskets fordøjelseskanal er meget lang op til 9 meter, hvilket ved rigtig ernæring, plantekost mulliggør hurtig fordøjelse og hurtig udskillelse. Menneskets fordøjelseskanal er meget lang, hvilket ved rigtig ernæring mulligør en fuldstændig udnyttelse af de levende plantestoffers mangeartede ernæringsstoffer sammen med urtete og plantedroger. Ved en forkert ernæring bliver denne lange fordøjelseskanal til et alvorligt faremoment, fordi gæring og forrådnelse under denne lange passage stadig forstærkes for til sidst at kulminere i tyktarmen.

Under disse forrådnelsesprocesser udvikles der uhyre mængder af sundhedsfjendtliget bakterieliv, giftige syrer af alle arter, først og fremmest urinsyre, som lægen glemmer at fortælle sine patienter.  Hvilken mangfoldighed af de mest forskellige sygdomme med lige så mange forskellige symptomer og navne, denne ene giftsyre er hovedårsagen til, er det vanskeligt at gøre sig nogen forestilling om, også som læge?

For selvfølgelig bliver disse tilstande i tyktarmen årsag til sygdom i hele legemet. Syregifte, horder af bakterier, liggifte og giftige affaldsstoffer som hober sig op af alle arter trænger gemmen tarmvæggen ind i legemets indre og føres med blodstrømmen rund overalt i legemet, - aflejres i væv og organer, hvor de slår sig ned og påbegynder deres sundhedsnedbrydende virksomhed.

I følge vor egen og vore forfædres forkerte levemåde bærer vi alle i vort legeme på følgerne af sådanne tilstande (arvesynd), mere eller mindre naturligvis, men vi er alle ramt af sådan en skæbne. Derfor er vi alle syge; - de, der kalder sig raske ikke undtagne. Vi er overbelastet med syre og bærer i os selvforgiftningens kim til sygdom. Hvor og hvornår sygdommen bryder løs, - hvilken symptomer den kommer med, og hvilket navn den får, kan ingen på forhånd sige. Det afhænger af, hvor forgiftningen eller slidtagen især har slået sig ned og sat sig fast, og hvilke organer, der først bukker under.

Men et står fast: Ved den forkerte ernæring og deraf fremkaldte unaturlige tilstande i tarmkanalen grundlægger vi den uhyre modtagelighed for sygdom, som er så almindelig. De mindste ydre påvirkninger af klimaet, - en smule kulde, temperatursvingninger, træk, fugtighed, infektion o.s.v. kan fra det ene øjeblik til det andet sætte en livsfarlig sygdomskrise igang. Men det pludselige i et sådant sygdomsangreb er kun tilsyneladende. I virkeligheden er sygdommen grundlagt og forberedt gennem lang tid. Den, der bliver syg i dag, var ikke rask i går, thi han eller hun bar allerede da længe forud sygelighedens spirende kim i sig. Sygdommene er mangfoldige, - symptomerne vidt forskellige, men de har alle een eneste fælles grundårsag i den forkerte levemåde og de indre forhold, som fremkaldes af denne.

Forstoppelse står her øverst på listen. Den er efterhånden blevet så almindelig, at den overhovedet ikke betragtes som en sygdom. Og så er det netop en af de alleralvorligste. The derved kommer alt det ubrugelige affald til at opholde sig altfor længe i tyktarmen, som er med til at give kræft i legemet. Affaldsstofferne fra føden her ophobes og brænder sammen og gør efterhånden en blot nogenlunde normal tarmfunktion fuldstændig umulig. Vi vil gyse, hvis vi i sådanne tilfælde kunne se os selv indvendig.

Legemet er Guds tempel og ikke en andens magts menighed - kirke - Rigssal over den, derfor må også lægerne fortælle patienten, hvad sundhed og kost er før indgriben med kunstige midler? Men i et sådant tempel usundhed kan Gud ikke bo, ikke tilkendegive sin vilje til mennesket, ikke åbenbare sit væsens herlighed og muligheder. En anden rykker ind som templets herre og bygmester og dermed som leder af menneskets liv og gerninger på jorden - en anden bygger derpå".

Fra det øjeblik, denne udvikling begyndte, d.v.s. fra syndefaldet, går menneskets og menneskehedens udviklingsvej fra slægt til slægt, fra tidsalder til tidsalder stadig dybere og dybere mod jorden, d.v.s. ind i stadig tættere stoflighed, bort fra det åndelige, Gud. Mennesket er på vej til at blive et jordvæsen i stedet for et åndsvæsen. Det er på vej mod fortabelsen. Dets levende bevidsthedsforbindelse med det åndelige afbrydes, hvilket man kalder arvesynd?

I stedet for skabes bevidsthedsforbindelse med det stoflige. Jordbevidstheden - egoismen og materialismens bevidsthed udvikles og bliver den ledende kraft i mennesket. Åndslivet sover hen, - som når sollivet sover hen i naturens frø og vækster ved vintertid. På denne vej søger jordbevidstheden at erstatte livsforbindelsen med Gud med ydre religiøse former, påkaldelser, ritualer, tempelbygninger o.s.v., medens livet på jorden går sine egne veje ganske modst alt det, disse religiøse symboler og handlinger er udtryk for. Derved kommer disse til at stå som forladte ruiner af den vitale åndsforbindelse, som stivnede og døde i alt dette og i verden, hvor religionen og det praktiske hverdagsliv med det materielle hensyn er blevet to helt forskellige ting.

Alt fordi Guds tempel blev fordærvet. Thi da blev mennesket selv slået med fordærvelse. Legemets fineste byggede nervesystemer og organsystemer blev sat ud af funktion. Det betød, at portene til åndens verden blev lukket. Jordens kræfter holdt deres indtog og tog mere og mere legemet i deres tjeneste.

-----------------------------------------------------------------

Mem Kristus er vendepunktet. Han kom for at rense templet og ny-opbyggede det herligere end nogen sinde før. Han kom for at uddrive "kræmmere og skøger" "slagterboder", hvilket i mennesket vil sige alle de unaturlige vaner, instekter, lidenskaber og begær, som kaldes de 7 dyder og som nu befolker templet og fordærver menneskenes liv på jorden. Kristus kom for at genknytte forbindelsen mellem jord og himmel. Ikke ved det ydre stentempel, - det var "om sit eget tempel" Han talte om i Det Nye Testamente. Han kom for i hvert enkelt menneske at genknytte forbindelsen til Gud.

På en måde kan vi godt sige, at alle vore muligheder fra døden til livet ligger i vort eget tempel. For vel er disse muligheder af åndeligt art, men kun ved legemet kan de virkeliggøres og udfoldes til forvandling af livet på jorden. Ved udviklingen fra syndefaldet til nu har vi forødt vor åndelige arv, d.v.s. vi har ved denne udvikling korsfæstet og gravsat Kristus i os selv. Men derved blev Kristus også opstandelsesmuligheden og -kraften i os selv. Som det hensovende sol-liv i frø og vækster er genfødselsmuligheden til et nyt lys-legeme og liv, når foråret kalder, således er Kristus det i os. Og vor udviklings store forår er nu inde".

Den store hemmelighed ved den kristne tempelbygning, som kun få ved er, at det fysiske legeme skal gøres modtagelig for åndelig udvikling og substans, lige som plantens genfødsel fra frø til blomst sker ved stadig udvidet modtagelighed for sollys. Solens udstrålinger er strømme af fintstoflige elektroner og svingninger opladet med fornyelseskraft. Hvor som helst disse fintstoflige substanser møder den modtagelighed, vi kalder spireevne, sker en befrugtning, og en ny livsudfoldelse begynder.

Vores fysiske ernæring skal ikke blot tjene den rent fysiske sundhed, men også til at gøre legemets celleverden stadig mere modtagelig for åndelig substans eller føde, "den himmelske manna", den hemmelighedsfulde kraft- og fornyelseskilde, som findes overalt i atmosfæren og naturen. Inderne kalder den prana og den optages især gennem åndedrættet og grækerne kalder det for elektroner og ioner. 

Jo mere vi opbygger legemets ensidigt stofligt, d.v.s. af stoffet uden livspol (positive ioner) "døde" stoffer f.eks. forurening, desto mere afsvækkes modtageligheden for åndelig substans og udvikling. Og desto stærkere bliver den ensidige stofkrafts udstråling, der, efterhånden som den sjælelige modstandskraft nedbrydes, i sjælen manifesterer sig med stofkraftens egenskaber, ensidig egoisme og materialisme med alle dens følgesvende.

Betingelsen for en modsatgående udvikling er en i det jordiske opbygget oget modtagelighed for åndelig substans.

Planten bygger ved instinktiv stræben eller hunger efter lys. Mennesket må bygge ved bevidst medvirken. Ånd er liv, og liv er kærlighed. Derfor er kærlighedens substans selve grundlaget for fornyelse og foirståelse. Ved udfoldelse af kærlighed gennemstråles nervesystem og celleverden af livsfornyelses substans. Alt vitaliseres og forældes - i forhold til muligheden herfor naturligvis. Også selve evnen til udfoldelse af kærlighed er knyttet til fysiske betingelser, lige som udfoldelsen af bevidsthed er betinget af hjernens tilstand.

Kraftudstrålingen fra hele universet Kristus "Ionterapi", fra himmeltegn og stjernekonstalilationer, om hvis betydning for jordens liv vi i dag kun ved lidt om, må bringes til at medvirke til fuldførelse af det store værk, som ny-opbygningen af det legemlige tempel er. Uhyre omfattende, uhyre kompliceret aomvidenskab?

Og dog det enkelste af alt. Thi nøglen er kærlighed til livet og forståelsen. Uden kærlighed vil det hele forblive som en lukket port, og forseglet bog. I samme forhold vi kan udfolde kærlighed, åbnes der i os for alle livsfornyelsens kilde både fra jord og fra himmelen.

På denne vej skal vi i stadig herligere oplevese erfare, at kærlighed er det store bud i loven - og lovens opfyldelse.

Tryk på linket her først: Rudolf Steiener/Axel 

                          dernæst Engle og Julepynt