Den Spanske Syge i Danmark 1918-1920 der minder om covid-19?

Den Spanske Syge i Danmark

I efteråret 1918 kom der oplysninger fra Spanien om en ny og uhyggelig type influenza, der i dag minder om corona covid-19. Fra 1918-1920 dræbte den 6-7.000 af mennesker alene i Danmark. Sygdommen blev derfor kaldt Den Spanske Syge, og den menes at have kostet over tyve millioner mennesker på verdensplan. Den ramte især hårdt i befolkninger, der ikke tidligere havde været udsat for store influenzaepedemier.

Sygdommen ramte også Danmark, der med hensyn til ernæringen var helt uberørt af den første Verdenskrig fra 1914-1918. Ingen ved, hvorfor netop denne type influenza fik så hyggelig udvikling, og genforsker har forgæves søgt at finde ud af sygdommens karakter ved at undersøge resterne af lig fra perioden.

Omkring slutningen af første verdenskrig i 1918 udbrød en af de mest dramatiske og uhyggelige epedimier i Københavns nyere historie dengang. Det var den såkaldte "Spanske Syge", en ondartet influenza med luftvejsinfektion. Den brød ud i oktober 1918, og antallet af indlæggelser var størst i tiden fra ca. en uge ind i oktober til henimod slutningen af november. Kulminationen indtraf den 28. oktober, da der blev indlagt 147 influenzapatienter. Befolkningen var rædselsslagende. Den pludselighed, hvormed sygdommen opstod, den rivende hast, hvormed den bredte sig og det voldsomme angreb, der i reglen satte und med, gav den en rædselsvækkende karakter, der yderligere fremhæves ved, at det i høj grad var unge, livskraftige mennesker, den rev bort fordi deres sundhedstilstand var ringe. På hospitalerne gjorde man iøvrigt den iagtagelse, at det fortrinsvis var kvinder, der blev indlagt, men blandt de indlagte var det især mændene, der døde, formentlig fordi disse først lod sig indlægge på et senere stadium af sygdommen end kvinderne.

Den følgende vinter kom epedimien igen af "Den Spanske Syge". Henimod slutningen af januar 1920 steg indlæggelserne stærkt, og 3. februar kulminerede de med 124 på et døgn. Men derefter faldt tallet jævnt, og i slutningen af februar var epedimien i det store og hele overstået. Københavns hospitaler under epedimien blev hurtigt bragt i en meget alvorlig situation. På et vist tidspunkt kunne man uden overdrivelse tale om en katastrofe; thi ikke alene sprængte de talrige indlæggelser alle rammer, men hertil kom, at et betydeligt antal af personalet på hospitalerne også ramtes af sygdommen. På grund af personalemangel, der opstod ved, at en del af personalet var syge, samtidig med at alle disponible senge var taget i brug, måtte man i lange perioder indrage alt, hvad der hed fridage for hospitals personalet. Desuden fik man hjælp uderfra ved henvendelser til sygeplejebureauer, røde kors m.m. ved avertering i dagbladene. Under begge epedemier af "Den Spanske Syge" måtte man indrette hjælpesygehuse. I 1918-19 blev der således opstillet telte og barakker på Øresundshospitalet og Blegdomshospitalet og på Øresundshospitalet blev en af etagerne for turbukolosepatienter med indrigsministeriets tilladelse indrettet som influenzaafdeling.

Lægerne udvidede stadig deres kendskab til bakterierne og influenza (virus), idet der arbejdes energisk med spørgsmålet om behandling ad de sygdomme, de fremkalder. Særlig opmærksomhed måtte man naturligvis rette mod tuberkulosen, denne folkesygdom, der medførte en konstant dødelighed både på landet og i byernen bl.a. København. 

Turberkulose:

Allerede i 1875 havde dertamologen i hudsygdomme SOPHUS ENGELSTED, der var overlæge på Kommunehospitalet, fået oprettet Kysthospitalet på Refsnæs til behandling af børn med kirugisk turberkulose. Sanatoriebehandlingen af lungetuberkulose indføres af Chr. Saugman, der fik bygget Vejlefjord sanatoriet (taget i brug 1900), og SOPHUS BANG, der tog initiativet til sanatoriebehandlingen af tuberkulose på Øresundshospitalet (i sidste halvdel af 1890èrne). Man arbejdede her med en kur, de såkaldte Brehmer-Dettweilske metoder, der især bestod i frisk skovluft, rigelig og rigtig ernæring og hvile, og som i nogen tid havde været anvendt i udlandet specielt Tyskland.

Tuberkulose er en fattigmandssygdom lige som mange andre, og det er derfor karakteristisk, at det netop er i årerne op mod 1. verdenskrig, at kampen mod den for alvor sætter ind, for i disse år skete der en meget væsentlig fremgang i befolkningens almindelige velstand og trænge kår, således at levestandarden kunne hæves.

Omkring 1880 var den økonomiske depression i Danmark nogenlunde overvundet indtil "Den Spanske Syge" invaderede i 1918. De første år af 1980èrne skete der en ret betydelig udvidelse af den københavnske industri, indtil et nyt tilbageslag for en tid hæmmede udviklingen. Byens befolkningstal voksede stadig og ret hurtigt, og der blev bygget meget. Der var i disse år megen fattigdom, og de lejligheder som byggedes til  proletariatet på Vesterbro og Nørrebro, var ofte skandaløst dårlige.

Samtidig gjordes der imidlertid fra kommunal side adskilligt for at forbedre hygiejnen i byen. 1883 blev de første offentlige slagtehuse taget i brug, sundhedsvedtægten af 1886 indførte kød- og mælkekontrol og indeholdt bestemmelser med sundhedsfarlige bygninger, 1885 forsvandt de sidste latringgruber, som lå i kælderbebebyggede huse og som trængte op gennen murværk kælderloft, 1889 er det sidste år, hvor det vartilladt på flyttedagen d. 11. juni at kaste sengehalm og lignende på gaden, og i det samme år bevilgede Københavns kommune for første gang penge til anlæg af en offentlig legeplads for børn.

I 1880èrne nåede man så langt frem i forståelsen af tandplejens betydning, at der blev taget et skridt til oprettelse af en tandlæge skole (kgl. resolution af 19. juni 1888). Men der skulle dog gå endnu mange år, før systamatisk tandpleje blev blot nogenlunde almindelig. I 1889 kom en ny bygningslov, der i almindelighed fastsatte gadebreden til 30 alen (knap 19 m), hvilket også skulle forbedre sollyset i at nå ned til legebørn på gaden, så de kunne få sollysets D-vitamin? I 1881 var den første elektriske gadelampe blevet tændt i København og i 1889 blev det vedtaget at opføre en elektrisk centralstation, og fra 1892 har man begyndelsen til ofentlig elektrisk gadebelysning i byen. I 1885 blev der bevilget 500 kr. til indlægning af elektrisk lys i Kommunehospitales operationsstue, men først efter 1900 indlagdes der elektrisk lys på afdelingerne.

Medens byggespekulanter gjorde deres til, at København kunne blive en by med skumle lejekasserner, solløse baggårde, trang og uhygiejnske ansamling af beboelser, gjorde andre kræfter, heriblandt kommunale tjenestefolk, altså beskedne fremskridt på en række fronter for at gøre hovedstaden København til et sted, der bød på mere menneskelige vilkår, hygieniske og scocialt betrykkende forhold. Disse brydninger sker til et akkompagnement af klassemæssig, politisk og ånedlig kristen strid. Radikalisme mod kristendom, Venstre mog Højre, socialisme mod kapitalisme, land mod by og kvindernes krav og kamp om ligeberettigelse med mændene er nogle af de store modsætninger og stridspunkter i tidens daværende drama, som forgrenede sig til snesevis af underområder, der førte modsætningerne og striden ind i en masse menneskers dagligdag.

De, so samtidig sker på lægevidenskaben og hospitalsvæsnets område i disse år (1863-1963), er også præget af dramatik. Der gøres epokegørende opdagelser, og der skerafgørende omlægninger af teknikken.

I tyskland havde Robert Kock fundet flere sygdomsbacciller, således i 1882 tuberkelbacillen, og han havde udviklet en bakteriologisk teknik, en gennemgribende hygiejne på operationsstuen, som andre kunne bygge videre på